B.T. 5/9 1999
Hæklerier i Cyberspace
Hækleopskrifter! Jamen, det er da stort set kun ældre hattedamer, der sidder og hækler. Gerne mens de alligevel er til kaffeslabberads. Og som regel med det formål at fylde den lokale kirkebasar med grimme ting.
Hvis det er sandt, så er 28-årige Bettina Løhmann fra Århus i hvert fald undtagelsen, der bekræfter reglen. Hun er nemlig ret vild med at hækle. Så meget, at hun nu også har strikket sin egen hjemmeside sammen med masser af hækleopskrifter og andre former for hjælp til håndarbejdet.
"Jo, mine jævnaldrende griner og tror, det er løgn, når jeg fortæller, at jeg har en hjemmeside om hækling. Men jeg er altså typen, der ind imellem får nogle vilde hækleflip. Og da jeg samtidig er vant til at bruge Internettet til informationssøgning, var det oplagt også at lede efter opskrifter her. Men det viste sig hurtigt, at der faktisk ingen hjemmesider er med dansksprogede hækleopskrifter. Og det besluttede jeg så, at gøre noget ved", fortæller Bettina, der til daglig arbejder som oversætter.
Opskrifterne i har hun primært fundet på et utal af amerikanske hjemmesider og oversat til dansk. De er udvalgt efter princippet: "Det-var-da-en-skæg-ting". Og der er opskrifter på både tøj, tasker, bedstemorfirkanter, smykker, julepynt og andet. Opskrifterne er lige til at printe ud. Og du finder også hjælp til oversættelse af engelske hækle-udtryk og størrelser af hæklenåle.
Tidligere chatter
Men hækling er bare en af Bettinas hobby'er. Hun er nemlig også ret vild med både computere og Internettet i al almindelighed.
"Jeg har haft computer i en 10-11 år og har været på nettet de sidste tre-fire år. Siden har jeg været vant til at finde oplysninger om alt muligt", siger hun og beklager, at der i det hele taget stort set ingen danske hjemmesider er om håndarbejde. En udtalelse der klart bekræftes af, at "Bettinas Hæklehjørne" faktisk er den eneste hjemmeside, man finder under kategorien "Håndarbejde" hos www.chart.dk. Chart.dk måler, hvilke danske hjemmesider, der er de mest besøgte i forskellige kategorier.
Hæklehjørnet har godt 20 besøgende om dagen, og ind imellem sker det også, at der kommer spørgsmål. For eksempel fortalte en 18-årige pige på et tidspunkt, at hendes mormor havde lovet at hækle en kjole til hende, hvis hun ellers kunne finde en opskrift.
"Jeg fandt en til hende - og nu er jeg spændt på at høre fra hende igen, når kjolen forhåbentlig en gang er færdig", siger Bettina.
Hun har især tidligere også dyrket en del chat på Internettet og gået til diverse chatfester, hvor man møder hinanden i virkeligheden.
"Det var en sjov tid. Især i begyndelsen. Nu er det hele blevet lidt for stort. Der er for mange, der chatter, til at det er rigtig hyggeligt. Det er blevet for pjattet", vurderer hun og fortæller, at hun faktisk har mødt sin allerbedste ven på Nettet. Men i dag foregår kontakten først og fremmest gennem snakkeprogrammet ICQ, som betyder, at man kan holde øje med, hvornår vennerne er på nettet og skrive med dem online.
Ud over hæklehjørnet, har Bettina to andre hjemmesider. "My home is my HP" stammer fra hendes tid som chatter. Den indeholder en masse gode links til sjove og underholdende steder. LøhmannLingua er hendes forretningsside, hvor hun præsenterer sig selv som oversætter.
Hæklehjørnet har den mundrette adresse:
http://move.to/Haeklehjoernet